mandag den 11. februar 2019

Filsø januar 2019

I januar så jeg to mink. Den ene en buttet ungen, der gik over stien lige under Kirkebyvadtårnet. Der var is på søen med en lille våge, som minken gik ned i og svømmede under isen over til søbredden. Sporene på isen fortæller lidt om den trafik der er her i området.
Vandriksen gik igen en tur over isen. Pibeænder, en Hvinand, Lille Skallesluger og en Sølvhejre på visit hos Skarverne.
Der har været to unge Havørne på besøg. De gamle Havørne er her også. De sad forleden og hyggede sig på Povlspold, indtil der kom et par fugletællere og viftede med deres notesblokke. Det fik ørnene til at fordufte til et andet, mindre befærdet område. 
Et Tranepar har sansynligvis været her hele vinteren. De opholder sig på Gammeltoftodde og Hjulsagervej. Her sammen med en flok Sangsvaner.