lørdag den 28. juli 2018

Måneformørkelse ved Skamlingsbanken 27.07.2018

Der var total måneformørkelse d 27.07.2018. Den længste af slagsen i 100 år. Solens lys afbøjes og filtreres i jordens atmosfære og det giver månen et kobberrødt skær.

Månen stod op i Jylland ca kl 21.30  og vi var så klar mellem køer og kolorte på en mark ved Skamlingsbanken. Planen var, at komme højt til vejrs for at se månen stå op over horisonten så tidligt som muligt og dermed opleve måneformørkelsen i sin fulde udstrækning.
Problemet var bare, at der var total diset ud over Lillebælt. Efter et par timer pakkede vi sammen og var på vej væk.
Heldigvis var der nogle kloge, opmærksomme folk, som opdagede månen dukke frem af disen.
Resultatet ses her.
Jupiter var derimod lysende klar i syd. Da jeg zoomede ind på billedet, kunne jeg se nogle af dens 4 galileiske måner. Ja så lærte man da også lidt den dag.








tirsdag den 24. juli 2018

Ree Dyrepark

Endelig fik vi taget os sammen til at besøge Ree Dyrepark i Djursland for at fotografere de vilde dyr lidt tættere på end på vores rejser til fremmede lande.
Det viste sig, at jeg havde taget det helt forkerte objektiv med. Jeg kunne have nøjedes med meget mindre i de fleste tilfælde. Dyrene var meget tæt på.
Der var varmt, ca 27 grader, og jeg frygtede, at de ville ligge i skyggen udenfor kameraets rækkevidde. Det holdt heldigvis ikke stik. Vi så alle de dyr, jeg gerne ville se.
Geparden sad stolt og skuede ud over publikum. Efterfølgende gik den over og lagde sig ved siden af partneren. Der var da kærlig kontakt mellem de to, men alligevel for varmt til den helt store sexuelle aktivitet.
Flere løvehunner og en enkelt ung han med begyndende manke lå og hyggede sig sammen. Hannen- ja han var da helt splattet ud.
To leoparder blev fodret, mens vi var der. Desværre bag hegn og i dyb skygge. Så de var lidt besværlige at få øje på.
Et par ulve, som så meget unge ud, var så tæt på, at det var helt vildt. De gik faktisk få meter fra os.
Et par vilde hunde var der heller ikke meget liv i i varmen. Så klarede Sortbjørnene det bedre, trods deres tykke pels og den unge Waterbuck fik ikke fred for fluerne.
En lille famile af Mongoose af en art foretrak at stikke af i samlet flok og elgene afkølede sig i en mudderpøl.


























lørdag den 14. juli 2018

Havørnene ved Filsø har fået to unger på vingerne 2018

De to unger har længe lavet flyveøvelser i reden. Sidste uge lettede de fra reden med 2 dages mellemrum. Det er imponerenede, at de allerede på en uge flyver elegant afsted. De flyver dog endnu ikke så højt som de voksne og med lidt tungere vingeslag.
Forleden mødte jeg de to unger ved Filsø. De tog sig et bad i Søndersø, sansynligvis for at få fuglelopper af fjerene. Samtidig øvede de kløerne og balancen ved at løfte en gren op af vandet og få begge fødder til at være på en mindre sten.
Ellers sidder de, som Havørne gør, i timevis og betragter livet omkring sig.
Forældreørnene er det meste af tiden lige i nærheden og kommer jævnligt med mad. Ungerne er meget sultne, hvis man skal dømme efter den skrigen de kommer med, når der er mad i nærheden.
De kan endnu ikke selv fange maden. Det ved Fiskehejrerne, Knopsvanerne og den Hvide Vipstjert på stenen foran ørnen godt. (Billede nr. 13-16)
Jeg formoder, at man kan være heldig at se hele Havørnefamilien fra et at fugletårnene ved Filsø i den kommende tid. Tårnene eller Dæmningsvejen er de bedste steder at se Havørnene og det er en god ide, ikke at støje for meget.
Ved forstyrrelse er ørnene væk, inden man får øje på dem.