mandag den 29. juli 2019

Grønbenet Rørhøne på Siø.

Siø er en lille ø mellem Fyn og Langeland. Der er indhegnet for ikke at forstyrre ynglefuglene. Det gælder indtil d. 17.07, netop den dag, vi var der. Vi blev dog udenfor indhegningen for ikke at forstyrre, som det kan ses, var fuglene ikke helt ovre yngletiden.







Rovterne Filsø 2019

Hvert år, sidst i juli kommer en lille flok Rovterner til Filsø på vej sydpå. De ligner Fjordternerne, men er større, har et kraftigt næb, sorte ben og en meget skrattende lyd, når de flyver omkring og fouragerer.
De spiser lidt større fisk end Fjordternerene. Her er en Rovterne, der har fanget en fisk, vendt den i luften og er i gang med at sluge den- stadig flyvende.










lørdag den 27. juli 2019

Rødhovedet Tornskade på Rømø

Rødhovedet Tornskade er en sjældenhed i Danmark. Den ses ca 1 gang årligt. Derfor er der mange ornitologer der kører efter den- dels for at få et nyt kryds på artslisten og så ser den tilmed godt ud.
Der var dog ikke så stort et opbud i dag på Spidsbjerg Hede på Rømø, da sansynligvis samme fugl har tilbragt adskillige dage i Tornby Klitplantage ved Hirtshals og der fik den besøg af de fleste danske twichere.





mandag den 22. juli 2019

Fyn er fin.

En todages tur til Fyn og Langeland blev fyldt med helt fantastiske naturoplevelser.
I en privat have blev vi vist 4 Natugle-unger. Det tog nogen tid inden vi fandt dem, men så hørte vi en lille lyd fra toppen af et træ og der sad de sødeste ugler og kiggede nysgerrigt ned på os.

Ved Gulstav Mose er der vilde heste. De har vænnet sig til mennesker og kom tæt på os.

Skarvkolonien ved Brændegårssøen er næsten udryddet af de mange Havørne, der er i området. Før var træerne på øen i søen helt hvide af skarvernes ekskrementer og der var intet grønt på øen. Nu er der helt grønt igen og ingen eller kun få Skarver.
De resterende Skarver er flyttet til øen Nørresø lige nord for. Det er Havørnene også- der sad 8 midt i Skarvkolonien. En enkelt voksen, de resterende var unge Havørne i forskellige aldre. Der er i år ca. 24 Havørnereder på Fyn (ca. 23 i Jylland). Der er produceret 26 unger i år og der skal meget føde til så mange store fugle. En Skarvunge er et let bytte og smager tilsyneladende godt- hvis man er en ørn.
Jeg håber at nogle af alle disse unge ørne med tiden flytter til Jylland. Vi har plads til mange flere.

I voldgraven ved Valdemar slot var en Gråstribet Lappedykker med sin unge.
En Vibe har fået fat i en kæmpe larve og Fiskehejren tager sig et hvil midt i søen. Det ser ud som om den ruger, men Fiskehejrer bygger reder i toppen af træerne.

Skovvejen her var fuld af unge Fasaner. De er sat ud til den kommende jagtsæson på fasaner. Jeg måtte ud af bilen for at jage dem væk fra vejen for ikke at køre dem over. Vi hørte at mange bliver dræbt af bilerne fordi de ikke har lært at gebærde sig i naturen.
















fredag den 19. juli 2019

Skægmejse Filsø

Indimellem er man heldig at komme tæt på- helt ubemærket.






Storken ved Smedager i Sydjylland

Storkeparret ved Smedager bliver passet godt på af gårdejeren. Der er sat informationsskilt op og kæde for, så ingen kommer for tæt.
I år har storkene fået to unger. Vi var så heldige at ankomme lige som ungerne blev fodret af en af forældrefuglene.








søndag den 14. juli 2019

Sorthalset Lappedykker ved Sneum Sluse

Efter en hel formiddags venten kom Sorthalset Lappedykker-familien endelig frem i lyset. Jeg ville gerne have haft dem tættere på, men det får jeg måske en anden gang.
Det sidste foto viser 3 forskellige unger. Sorthalset Lappedykker, Troldand med en unge og en Grå- eller Knarand-unge, der har forvildet sig ind imellem.
En Brud eller væsel kiggede lige ud af en af haverne i området.